Go to Top

Aarhus Arkitektur

Aarhus Arkitektur - bog

Man behøver ikke at være aarhusianer for at værdsætte denne bog om de arkitektoniske perler, der gemmer sig i Aarhus og omegn. Bogen er faktisk så flot, at man ikke engang behøver at være interesseret i arkitektur for at læse den.

Bogen behandler 17 forskellige bygningsværker, hvis eneste fællestræk er deres beliggenhed i og omkring Aarhus – og netop diversiteten i de udvalgte bygninger er med til at understrege deres skønhed og unikke kvaliteter. Vi bliver selvfølgelig taget med på Musikhuset, Aarhus Universitet og kunstmuseet ARoS, og vi slår et smut forbi det betagende, nye byggeri på havnen, Isbjerget. Men bogen indeholder også overraskelser – i hvert fald for de af os, som ikke normalt beskæftiger os med arkitektur. Jeg blev især fascineret af kapitlerne om forbrændingsanlægget i Lisbjerg, Det Lille Kapel på Vestre Kirkegård og Hejmdal, kræftpatienternes hus i Aarhus.

Bogen bæres i lige så høj grad af den gode fortælling som af de vanvittigt flotte og udtryksfulde fotografier. Forfatteren, Søren Højlund Carlsen, fortæller detaljeret og medrivende om, hvilke tanker der har ligget til grund for byggerierne. Der krydres med anekdoter, historiske vinkler og interview-bidder med aarhusianske arkitekter, der har en tilknytning til de bygninger, det drejer sig om. Fotografierne står fotografen David Bering bag, og de taler næsten for sig selv: De til tider skæve vinkler, kærligheden til de mikroskopiske detaljer og evnen til at fange motiverne i flot kontrast til deres omgivelser fremviser motiverne, bygningerne, præcis som de netop skal ses – nemlig som en integreret del af bybilledet, om det så er i midtbyen eller oplandet. Nogle af billederne er nærmest vovede i deres fokus på det – ved første øjekast – ligegyldige, fx på endeløse stolerækker i Musikhuset eller på et trappegelænder i Aarhus Kunstbygning. Intet er dog overladt til tilfældigheder, og det hele holder, fordi respekten for bogens emne lyser ud af både tekst og billeder.

Bogens størrelse antyder, at den med fordel kan pryde ethvert aarhusiansk sofabord, men den har i den grad potentiale til mere. Jeg er i hvert fald færdig med at finde arkitektur tørt og kedeligt.

 

Forfatter: Søren Højlund Carlsen

Fotos: David Bering

Forlag: TURBINE forlaget

Sideantal: 275 sider